Om Kennel Me&My

Lidt om Kennel Me&My

Min mand Pierre og jeg Janne bor på en dejlig landejendom, og jeg er i dag hjemmegående. Vi har i over 20 år haft hunde, og jeg har altid siden barn haft med dyr at gøre. Vores første hunde var nogle, som vi tog med hjem fra Samos. Mit hjerte kunne ikke bære at se de 3, og alt for små hvalpe efterladt på en P-plads til deres egen skæbne, og ud til en trafikeret vej. De fik navne efter græske guder - Jason, Zeus og Hera. Det var heldigt min kære husbond var nyforelsket.


Da vi kun havde én "græker" tilbage, fik vi en "Toller" Daisy, da vi havde stiftet bekendskab med denne race, og gerne ville lidt jagttræning og iøvrigt havde taget jagttegn. Desværre var hun skudræd, men blev den skønneste familiehund.

Så da den sidste græske hund Hera ikke var her mere, syntes vi tiden var til en mindre, og ikke så krævende hund, og her fik vi vores første Cavalier Cirkeline. Siden er både Mischa og Fiona kommet til, og fylder vores hverdag og hjem med glæde. Ja, har man først tabt sit hjerte til Cavalieren, så har det for os ikke været nok med én. Vores hunde er i hele huset sammen med os, og betragtes som en del af familien, og da jeg er hjemmegående, så er de sjældent alene.


Efter møde med andre cavalierejere og opdrættere, så kom interessen for udstilling. Har før selv syntes det var noget "mærkeligt noget", men er blevet grebet af det, og må sige, at jeg har stor respekt for at opdrætterene får deres hunde bedømt, således at man finder en egnet og matchende hund, så der fortsat opdrættes smukke, sunde og racetypiske cavalierer. Så vi har både udstillingshund(e) og skønne familehunde med alt hvad det indebærer.


Jeg har taget opdrætteruddannelsen, og det er vigtigt for mig som opdrætter, at sundhed vægter højt, og værdsætter også det gode netværk med erfarne opdrættere. Man lærer hele livet, og ikke 2 hunde er ens. Jeg har før været aktiv i Cavalierklubben som kredskoordinator for kreds 1 og 2.


Selvom  vores hunde også udstilles, så er de bestemt også "gårdhunde", og elsker daglige ture ud over marken, grave efter mus eller en tur i skoven. 


Vi har i år fået vores første kuld, og det er SÅ spændende.